Babyshower

Det er efterhånden blevet populært i Danmark at afholde babyshower for at fejre en graviditet. Vil du også hoppe med på bølgen, har vi her samlet inspiration og tips til at arrangere og afholde en hyggelig tøsefest for den kommende mor og hendes baby.


En graviditet rummer rigtig mange følelser – både forventningens glæde og lykke, men også sværere tanker om, hvordan det hele nu skal gå. Derfor fortjener alle kommende mødre en lille hyldest som en reminder om, at hun bliver den bedste mor. Er en kvinde i din omgangskreds gravid? Så overrask hende med et babyshower med masser af forkælelse og tid til tøsesnak. Det kan nemlig være et dejligt afbræk for den kommende mor, mens hun venter på, at den lille ny skal komme.

Hvad er et babyshower?

Et babyshower er betegnelsen for den fest, der afholdes for at fejre en graviditet. Det er oprindeligt en amerikansk tradition, som stammer tilbage fra det 19. århundrede, men vi har efterhånden taget den til os i Danmark, ligesom Halloween og Valentines Day.

Et babyshower går ud på, at de kvinder, som står den gravide kvinde nær, samler sig og arrangerer en hyggelig dag for den vordende mor. Et babyshower er som oftest en overraskelse, så kvinden ved ikke på forhånd, hvornår festen holdes. Afholdelsen af et babyshower sker dog for det meste omkring 1-2 måneder før terminen, og den generelle skik er, at det KUN er kvinder, der må deltage. Til et babyshower hylder man mor og baby med gaver, sjove lege og lækker mad.

Hvorfor afholde babyshower?

I slutningen af graviditeten er ventetiden for den gravide typisk ved at være lang, og det kommende barn fylder rigtig meget i hendes tanker og hverdag. En fest med veninderne, kvindelige familiemedlemmer og kolleger, hvor der er rig mulighed for at tale om graviditeten, fødslen og babyen, kan derfor stå højt på ønskelisten. 

Et babyshower er dog ikke noget for alle!

Et godt tip er først at undersøge den kommende mors ve og vel, inden du planlægger den helt store fest – Er hun et godt sted i sin graviditet? Vil hun gerne fejres? For nogle kan det nemlig være meget overvældende, hvis man fysisk eller psykisk ikke er på toppen i sin graviditet, og her kan det være rart at vide, hvad der skal ske. Forhør dig derfor eventuelt med hendes partner, hvis du er i tvivl. Har den kommende mor brug for at være forberedt, så fortæl hende hvilken dag, I kommer og eventuelt hvad, der skal ske. Det kan godt være at overraskelsen dermed ødelægges, men på denne måde vil I alle få en meget hyggeligere dag.

Hvordan arrangerer jeg et babyshower?

Det kan være en større omgang at arrangere et babyshower. For det første skal der være styr på dato, lokation, gæsteliste, indkøb samt lege eller underholdning til festen. Derudover skal den kommende mor i de fleste tilfælde overraskes, hvilket betyder, at hun skal lokkes ud af hjemmet (hvor festen ofte bliver afholdt). Det stiller krav til arrangører såvel som gæster ift. diskretion og samarbejde. Hemmeligheden må ikke blive afsløret for festens midtpunkt (hvis det skal være en overraskelse), og denne skal møde op på det rette sted og tidspunkt.

Vigtige ting at planlægge til et babyshower:

Det kan variere meget, hvor lang tid et babyshower varer. Nogle babyshowers bliver fejret over en hel dag, mens andre afholdes over en eftermiddag. Det kommer helt an på, hvad den kommende mor kan overskue og holde til. Uanset hvor lang tid festen varer, er der nogle vigtige ting at overveje ifm. planlægningen af et babyshower. 

MAD, KAGER OG SNACKS

Når man holder fest, er det vigtigt, at der noget lækkert at spise. Mange dekorerer cupcakes eller småkager med lyserøde eller lyseblå farver. Til nogle fester laves der endda en decideret babyshower-kage med babytema. Alternativt kan man servere pizzasnegle, pølsehorn, tapas, salat, sandwiches eller frugt. Generelt handler et babyshower om at hygge sig, snakke og nyde hinandens selskab, og dette gøres bedst med spiselige lækkerier til.

TEMA

Typisk har et babyshower et tema, som skaber en rød tråd og danner rammerne om festen. Dette tema kan f.eks. benyttes på invitationerne, bordpynten og til udsmykning af hjemmet eller festlokalet. Her er det typisk de samme farver og motiver, der går igen - oftest med "baby" eller "pige/dreng", som motiv. Temaet kan også være fokuseret på den kommende mor, så det passer til hendes personlighed og interesser.

PYNT

Den rigtige pynt kan være med til at skabe en perfekte stemning til festen. Til et babyshower kan guirlander, bordpynt, konfetti, blomster, balloner og serpentiner i pink, lyseblå eller neutrale farver bruges til at pifte lokalet op. Ud over bordpynt er det ofte muligt at finde engangsservice og matchende servietter, som passer til festtemaet. Det kan dog hurtigt blive en dyr fornøjelse at indkøbe, og man kan også komme langt med hjemmelavet pynt.

GAVER

De fleste medbringer gaver til den lille i form af bamser, stofbleer, tøj eller sutter. Det er dog også en god idé at tænke på gaver til den vordende mor, da et babyshower jo er en fejring af dem begge. Hun kan f.eks. blive glad for en god bog, lækker creme, ammeindlæg, varmepude, ammevenligt tøj, et gavekort til gravidmassage eller take away, eller en æske chokolade, hvis hun er mere til den slags.

LEGE OG UNDERHOLDNING

Der findes mange lege, som kan løfte stemningen til festen. Leg 1: Gæt en baby - Alle gæster tager et billede af sig selv som baby med, og den gravide skal gætte, hvem der er hvem. Leg 2: Blebeskeder - Køb stoftuscher og bleer. Alle gæster skriver en hilsen eller joke på bleerne, som forældrene kan læse, når barnet skal skiftes. Leg 3: Gæt en grød - Køb forskellig slags babygrød og del jer op hold. Det hold, der kan gætte flest (med bind for øjnene) vinder.

TRADITIONEN TRO: EN BLEKAGE

En af de mere traditionelle babyshower-gaver er en blekage. Trods navnet, kan den ikke spises - det er nemlig en "kage", der er lavet af bleer. En blekage bliver typisk pyntet med forskellige søde ting, som passer til festens tema. Så ud over at være et fint indslag til festen, er blekagen også en dejlig og praktisk gave, da nybagte forældre jo ikke kan have for mange bleer.


Et babyshower er også for den kommende mor

En graviditet er en stor begivenhed og oplevelse for det kommende forældrepar, og kan være meget spændende at følge med i for deres omgangskreds. En graviditet fylder altså meget i hverdagen, og derfor kan et babyshower også hurtigt komme til at handle om den lille ny. Dog er det vigtigt at huske på, at et babyshower i bund og grund handler om, at få den gravide til at føle sig omfavnet og elsket. Skriv eventuelt et sødt og dejligt kort til den kommende mor, som hylder hende for den, hun er. Eller giv hende en god og personlig gave, som hun kan bruge til sig selv, så hun får følelsen af, at hun også er i centrum – og ikke kun den lille, i hendes mave.


keyboard_arrow_up